onsdag den 14. januar 2015

Aftensmad 13. januar: Stegt laks med frisk pasta og skalddyrssauce

I dag blev til fællesspisning på byens cafeteria, som ikke er værd at sige mere om. Men i går var det tirsdag, og så kommer Fiskemanden. Jeg købte et lækkert stykke laks og lavede en hurtig og temmelig luksuriøs hverdagsmiddag. Dette er et rigtig godt bud på hurtig mad, hvis du vil serverer lækker gæstemad. Retten kan sagtens laves med et andet godt stykke fisk, hvis du ikke lige har adgang eller synes du har penge til laks.
Faktisk er det min svigerfars hofret. Den er fundet på nettet under "to gange om ugen" kampagnen. Her er som jeg laver det.

4 personer

500-600 g fersk laks med skind, skåret i 4 stykker. Steges i olivenolie og smør i 13-15 min. på skindsiden og derefter 5 min på kødsiden efter tykkelse.

500 g frisk pasta med spinat, eller du kan spise ris eller kartofler til i stedet, kog efter anvisning.

Frisk citron til fisken.

En salat; jeg lavede en simpel sag med tomater, feta og forårsløg i går.

Sauce
20 g olivenolie/smør
1 god håndfuld persille
1 stort løg
1 stor gulerod
2 tomater, evt. fra dåse
2 spsk tomatpure
2 dl hvidvin (jeg havde lige noget der skulle bruges, du kan bare bruge vand)
2 dl vand
1 terning fiskebouillon (eller 1½ spsk flydende)
½ terning hønsebouillon
1 dl fløde, jeg brugte 8%
evt. lidt maizenajævner eller mel
lidt cayennepeber
salt og peber
100-200 g rejer eller tigerrejer, kan være frosne

Tag stilke fra persillen og klar dem i fedtstof sammen med grofthakket løg, gulerod og tomat. Kom tomatpure og vin på og kog ind til det halve. Hvis du ikke bruger vin kommes blot 3 dl vand på. Ellers kom 2 dl vand i og bouillonterning, når vinen er kog ind.
Lad saucen koge under låg i min 10 min. Sigt grøntsager fra og kog igennem med fløde. Jævn evt. lidt og kog 5 min. Tilsæt rejer og lun dem uden saucen koger. Smag til med krydderier.
Drys med masser af persille ved servering.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar