mandag den 18. maj 2015

Melon-gris

Da vi skulle fejre Elenas 3 års dag i børnehaven lavede jeg pølsehorn som grise, se dem her på bloggen. 
Jeg ville også have frugt med, og så var det jo oplagt at lave et dyr også. Elena elsker Vandmelon, så det blev en melon-gris som denne. Der er en del inspirationen på nettet. Dette blev min version. Den er ikke svær at lave, men det tager tid, for det er hårdt at skære i melonskrællen. Jeg tror jeg brugte 1 time eller 1 1/2. 

Jeg brugte: 
1 kernefri Vandmelon
Sorte vindruer
Tandstikkere
Små kageflag
Fjolleøjne og hobbylim (kan også bare bruge bær og tandstikkere)

En lille skarp kniv med tykt blad
Kødnål
Rundt kaffemål, fordi jeg ikke havde en rigtig melonkugleske
Et tykt sugerør
Sprittusch
Rund udstikker til tryne (kan skæres uden)

Jeg tegnede en oval, der hvor jeg ville skærer grisens ryg ud. Jeg skar ud med en lille kniv og tog hele stykket op. Dette stykke er til tryne, ører, hale og fødder, så fjern det forsigtigt, og lad kødet sidde til du har skåret det til. Udhul nu melonen med ske og gem kødet i en boks på køl.

Tryk trynerne ud med udstikker eller skær med kniv. Jeg markerede med udstikker, men selvom den var kraftig i stål, måtte jeg skære trynen fri med kniv. 

Trynen satte jeg fast med to tandstikkere. Jeg brugte en kødnål til at stikke hul, før jeg satte tandstikkere i, fordi de ellers nemt knækkede og det var hårdt for fingrene. Jeg stak næsebor med et tykt sugerør og "gravede" forsigtigt næseborene ud.

Fødder og ører skar jeg som trekantede former. Jeg skar grisetæer på fødderne. Halen lavede jeg lidt lang og smal. Alt er monteret med tandstikkere. 

Øjnene limede jeg fast med hobbylim.

Så fyldte jeg frugten tilbage i melonen, med lidt vindruer ind imellem, for at variere det lidt, og satte masser af flag i grisen.

Begejstringen over frugtgrisen var stor i børnehaven, især trynen vagte begejstring, og den var meget svær ikke at komme til at pille ved:-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar