Min første fødsel gik stærkt for tre år siden, og det gjorde det også denne gang.
Lidt plukveer om natten og morgenen til d. 8. Juni havde ikke overbevist mig om, at jeg var i fødsel. Jeg sagde til Asger, at jeg måske troede, det kunne ske i løbet af dagen, men jeg sendte ham på arbejde kl. 7, og forsøgte så at få Elena i børnehave, men allerede kl 8.00 mente jeg, at Asger hellere måtte tage hjem om eftermiddagen, og da han lidt senere ringede for at høre,om han kunne vente med at køre til kl. 10, sagde jeg "nej", og ringede til jm, for at sige, at det vist blev i dag. Af de tre jm jeg havde gået ved, i den kendte jordmoder-ordning, var det en sød jm, der hed Jette, der havde vagten. Hun sagde, hun kunne komme på 1/2 time, men jeg troede ikke der kunne gå så stærkt, så jeg sagde jeg ville ringe, når jeg var længere.
Jeg fik Elena afleveret og var hjemme kl. 9 og da havde jeg haft ret kraftige veer hele vejen, og det var ved at gå op for mig,at jeg nok havde lidt travlt, så jeg skyndte mig at ringe til jm igen. Jeg tog et meget hurtigt bad, for ikke at føle mig for træls. Hun var der 9.30. Asger og min mor kom ca. 9.45. Jm kiggede på mig, og jeg var 9 cm, så det var allerede ved af være tid til at føde. Fødekarret var derfor udelukket, og jm og jeg havde bare hastigt dækket sengen med en dug og et lagen, og så lå jeg der i sidste del af veerne og prøvede at slappe af.
Vandet gik på et tidspunkt, måske kl. 10.30, og jm mente nok han var ude før kl. 11. Men der kom ikke rigtig nogen presseveer. Så jeg tog på en måde et lille hvil, da der kun var nogle svagere veer. På dette tidspunkt lå jeg på siden, og Asger hjalp med at holde mit ben, mens min mor holdt mig i hænderne. Til sidst besluttede vi, at jeg skulle presse, trods de manglende veer. Så jeg prøvede nogle gange, og vi flyttede lidt rundt på mig. Jeg kom om på ryggen, min mor holdt det andet ben, og pludselig skete der noget! Da hovedet kom, blev jeg noget overrasket, og kom til at skrige til jm fik mig til at fokusere. Hun bad mig mærke hovedet, og fik på den måde givet mig kontrollen over situationen igen, og jeg lå og aede vores søns hoved, da jeg pressede hans hoved det sidste stykke. Jm sagde til mig, at jeg skulle tage imod ham, da han skulle helt ud, og jeg havde overskud til at tage om ham og hive ham op på min mave. En ret dejlig ting at prøve. Bagefter er det en af de ting, der fik mig til at føle, det foregik meget på mine præmisser. Vores søn blev født kl. 11.30, og han var perfekt og scorede toppoint på apgar score. Han lå lidt på min mave (og tissede på mig), og så snørede jm navlestrengen, og Asger klippede den. Så lå vi lidt og kiggede på ham. Jm tjekkede moderkagen og viste os den. Min mor tog billeder af vores søn og os. Han blev lagt til og fik sit første lille måltid nærmest med det samme. Mor kom med hjemmebag fra fryseren og lavede kaffe. Hun gik ned og hejste flaget i haven.
Jeg ved ikke, om der gik en time eller mere, da vi var klar til at se hvad han vejede og målte. Det klarede jm i ro og mag i vores dobbeltseng. 3700 g og 51 cm perfekt baby, og hun kontrollerede ham, som hun ville have gjort på sygehuset.
Jm tjekkede også mig inden hun gik, kontrollerede hvor meget jeg blødte, og hvordan min mave føltes. Hun sagde, at hun kom tilbage på opfølgende besøg dagen efter, og så tog hun af sted, med at stort "tak" fra os. Ved 14-tiden tog mor ned og hentede Elena. Da hun kom ind af døren, råbte hun "hvor er lillebror" og løb op ad trappen til vores soveværelse. Vi holdt fødselsdagsfest i dobbeltsengen med at synge for lillebror, og han og Elena havde gaver til hinanden. Elena ville gerne ned og lege med sin gave, så vi hvilede os, mens min mor og Elena gik ned, og senere havde min mor aftensmaden klar. Asgers forælde kom om aftenen, og så deres nye barnebarn.
Det var egentlig ikke planlagt, at min mor kom til at være med som hjælper, da jeg troede hun skulle passe Elena, så det var en oplevelse for både hende og mig. En dejllg oplevelse.
For os var det en rigtig god oplevelse at få vores søn herhjemme. Som Asger sagde bagefter, så kunne han ikke se, hvad man skulle på et hospital, hvis en fødsel forløb som denne her gjorde, og det kan jeg kun give ham ret i. Det kræver naturligvis, at man føler sig tryg udenfor sygehuset, og er indstillet på ikke at kunne få smertelindring. I mit tilfælde er fødslerne alligevel gået så stærkt, at jeg ikke har kunnet nå at få medicin, og det er gået så hurtigt og "smertefrit", at jeg ikke har følt behov for det.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar