Viser opslag med etiketten chokolade. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten chokolade. Vis alle opslag

lørdag den 14. november 2015

Fødselsdagskage med chokoladedekoration, limemouse og karamelbund



Jeg er ved at blive glad for at lege med chokolade. Min bedste succes med chokoladen er kommet efter, jeg har smidt termometeret ud af vinduet. Jeg tror dem jeg havde reagerede for langsomt, og min chokolade var over eller under den viste temperatur.
Nu føler jeg min fre, med fingrene i chokolade, rent ud sagt. Det virker faktisk hver gang! Du kan jo prøve det, hvis det også driller dig. En anden ting, der har hjulpet på succesen , er at jeg har købt cacaosmør, som jeg anvender til at få chokoladen til at flyde lidt mere, til nogle ting.
Jeg bruger callebaut chokolade, som jeg køber i 2,5 kg poser med knapper i Tyskland eller på tyske hjemmesider. Prisen er omkring 8 kr Per 100 g. Og det smager fuldstændig fantastisk!

Til min fødselsdag var vi 10 voksne og to børn. Jeg lavede en Ø20 kage. 10 cm høj. Den var rigelig stor.

Jeg brugte en opskrift fra den store bagedyst. Eventyrkage med rapunzel. Den er god, men jeg synes cremen var lige til den faste side, tror jeg vil forsøge, at gøre den lidt mere luftig.

Pynten lavede jeg som sagt i chokolade. Jeg smurte kagen ned et tynd lag flødeskum og lagde overtræksmarcipan på toppen. Jeg tempererede ca 200 g mørk chokolade og smurte et tynd lag på kageplast i den rette højde, så lagde jeg der omkring og kom kagen på køl. Prøv at tjekke youtubevideoer. Det var mit allerførste forsøg og jeg fik ikke chokoladen lagt helt ud i den ene ende. Så der manglede lidt i samlingen. Derfor kom der lidt ekstra flødeskum på siden af kagen.

Chokoladeservietten på toppen lavede jeg fra en ide jeg fik af Julia ushers videoer på nettet. Søg på chokolade dollies. Jeg tegnede mønsteret i hovedtræk og lagde cellofan over. Derpå sprøjtede jeg utempereret chokolade. Mørkt mønster, hvide kors og røde flag. Jeg lod den størkne og lagde den på kagen med bagsiden op, så flagene blev flotte.
Derefter lavede jeg dutter med mere chokolade, som ses på billedet. Den hvide chokolade er farvet rød med en oliebaseret farve, der er beregnet til chokolade (Wilson). Jeg brugte også lidt kakaosmør, så det blev mere flydende. Du kan bruge omk. 10 % har jeg fået at vide af en chokolatier.

søndag den 18. januar 2015

Varm chokolade

denne drik har været et minimysterium for mig. Jeg gjorde, som der stod i alle mine kogebøger, men i stedet for den lækre fede chokolade, som jeg har fået på cafeer, endte jeg med grynet mælk med chokoladefnuller! Fejlen er, at der mange steder står, at chokolade forsigtigt smeltes i lidt vand, og så tilsættes mælken. Jeg ved ikke om fortidens husmødre kunne gøre det sådan. Men chokoladen skiller ad, når jeg gør det, og det virker meget logisk. Chokoladen er en emulsion af chokoladefedtet og andre ingredienser i produktet, og den skal bevares, for at få den samlede cremede chokolade fordelt i mælken.

Så gør som jeg har beskrevet her i stedet. Og det der står mange steder om at koge mælken; det giver bare skind og smager af risengrød. Jeg ved ikke, hvem, der har fundet på det.
 
1liter mælk giver til 4-6 personer alt efter om det er store eller små kopper.
 
1 liter mælk, let eller sød
100 g chokolade, omk. 60 %, kan variere mængden meget efter smag
15 g kakao
Ca. 1 spsk rørsukker, efter smag, og hvor sød chokolade, der anvendes
Evt. Krydderier som vanille, kanel efter smag. En tømt vanillestang eller lidt appelsinskal er også fint
Fløde til flødeskum, pisk den let ikke hårdt
 
varm mælken ved mellem varme i tykbundet gryde evt. med vanilleskal eller andre krydderier. 
Du kan drysse kakaopulverret på mælken, og når det "smelter" er mælken varm nok. Men den skal være varm uden at koge. Omk. 80 grader.
hak chokoladen ret fint og pisk den i lidt ad gangen eller tilsæt varm mælk til den lidt ad gangen. Nu skulle chokoladen gerne være blank og fin.
smag til med sukker, så den er helt perfekt.
anret feks. I høje glas med flødeskum og drys med chokolade, kakao, kanel eller måske vanille.

torsdag den 2. oktober 2014

Amerikanske bananmuffins med chokolade og valnødder

Jeg har selvfølgelig ikke fået taget et billede af de her lækkerbiskener. Det må blive næste gang de er på menuen.

Muffins er en amerikansk klassiker, der er skønne, hvis de er svampede indeni og sprøde udenpå. Det var længe en gåde for mig, hvorfor konsistensen var så forskellig i muffins, og at nogle af dem man køber er ekstremt lækre, mens mine egne var som en helt almindelig sandkage, måske endda lidt tør pga den lille form. Hvorfor kunne jeg ikke få den perfekte bløde, høje muffin eller cup cake?

Jeg faldt først over beskrivelsen af "the creaming principle" for relativ nyligt. Det er meget simpelt og mange af os bruger det nok uden at vide det, når vi følger en opskrift, men som regel har jeg brugt andre opskrifter, primært hvor sukker og æg piskes først, og jeg tror simpelthen, jeg har pisket for lidt. Så fuld gang i håndmixer eller køkkenmaskine. Det tager nogle minutter at røre det godt sammen, men resultatet bliver bare bedre.
Du skal ganske enkelt lave en smørcreme først, bare med den type sukker du vil bruge, og så tilsætte æg og væske ad mindre portioner til en tyk glat dej. Muffindej er tykkere end formkagedej. Derfor kan den også holde på lækker fyld, uden at det hele synker til bunds.

Opskriften er til ca.14 medium muffinforme (de hvide papirforme til amerikanske muffins)

125 g smør (1/2 pakke) stuetemperatur -ikke smeltet 
100 g sukker (gerne rørsukker)
100 g mørk rørsukker eller farin
Du kan bruge den type sukker du bedst kan lide. Jeg kan godt lide halv af hver.
Korn af 1/2 stang vanille eller nogle tsk vanillesukker i stedet. Mas kornene ud i lidt sukker før de kommes i smørret.
2 æg
3 modne bananer (mere end spisemodne)
250 g mel
1 spsk bagepulver 
Lidt salt
150 g valnødder
100 g mørk chokolade

Lad smøret stå lidt udenfor køl eller lun kort ved meget lav effekt i mikroovn, så den er ca stuetemp. Forvarm ovnen til 190 grader (175 grader varmluft), rist nødderne i ovnen i 10 min eller til de dufter. 
Pisk sukker, smør og vanille nogle minutter ved høj hastighed til det er lyst og virker mere luftigt. Pisk et æg i ad gangen, så du ser ægget er optaget i dejen, før det næste tilsættes. Mos bananer med en gaffel og pisk dem i. Bland mel, bagepulver og salt og pisk det i dejen. Hak nødder og chokolade groft - ikke fint. Der skal være store lækre chokoladeklumper og knasende nødder i. Vend det i dejen.
Fordel dej i papirforme eller smurte forme. De skal være høje og stive, ikke de helt flade papirforme, der ikke holder faconen. Fyld formene 3/4 op og bag dem ca. 15 min. Afhængig af formenes størrelse. Prik med en kødnål og tjek om kagen er nok. Der må ikke komme dej med op, men der er selvfølgelig flydende chokolade.

Muffins er (hvis du spørger mig) bedst, når de stadig er lidt lune fra ovnen. Men jeg gemmer jo som regel nogen og fryser også ned af dem. Du kan sagtens lune din muffin lidt, så chokoladen smelter igen og kagen er som nybagt. Jeg skruer ned for effekten på mikroovnen F.eks til 600-800 W (under 50% på min 1600 W ovn) og giver en kage 15-20 sek så den er lun.